Danske Spil: Gratis managerspil og meget mere
Spillerens 10 bud
10 gode råd, der gør det hele lidt lettere... Rækkefølgen er ikke prioriteret; principielt er alle punkter lige vigtige!


Meld afbud til træning så tidligt som muligt
- træningen bliver tilrettelagt ud fra forventningen om, at der er et vist antal spillere til træning. Er de ikke til stede, skal øvelserne ændres.

Meld afbud til kamp så tidligt som muligt
- det er ubehageligt for holdet at få et vide, at der mangler spillere lige før en kamp.

Vær omklædt og klar til træning til tiden
- det er et udtryk for manglende respekt for dine medspillere og din træner, hvis du generelt ikke er klar til tiden. Og det signalere ligegyldighed. Sørg for at give besked, hvis du er nødt til at komme senere.

Hjælp dine medspillere i deres øvelser
- at være forsvarsspiller i angrebsøvelser er ikke spændende, men det hjælper angrebsspilleren til at blive bedre, hvis forsvarsspilleren er aktiv. Er du en sløv forsvarer, træner du dine medspillere i at komme forbi et sløvt forsvar. Er du aktiv, træner du dine medspillere i at komme forbi et aktivt forsvar.

Vær opmærksom
- der bruges for meget vigtig træningstid på forklaringer, hvis de skal gentages, fordi 'en eller anden' ikke var opmærksom. Dem, som har hørt efter, bliver trætte af at få det gentaget. Og igen signalere det lidt at 'man er ligeglad' og ukoncentreret. Sidder du på bænken i en kamp, så brug tiden til at finde ud af, hvad du vil gøre, når du bliver skiftet ind.

Støt dine medspillere
- for at blive god skal man tro på sig selv. Alle laver fejl og alle er ikke lige gode. Hvis man hele tiden får at vide, at man ikke gør det godt nok, mister man tilliden til sig selv, bliver usikker, og så er det svært at 'komme igen'. Opmuntrende ord til en holdkammerat er bedre end en opgivende holdning eller (ofte unuanceret) kritik.

Kom til træning selv om du er skadet
- man kan godt lære noget fra bænken, hvis man ser, hvad de andre øver. Så ved du, hvad der trænes, når du vender tilbage, og du viser en interesse i holdet og i fællesskabet.

Vær energisk
- en træt holdning smitter af på holdet. En energisk holdning smitter også af på holdet. Du bliver bedre, hvis du hele tiden prøver at blive bedre.

Brug træningskampe til at træne og ikke så meget til at vinde
- holdet spiller træningskampe for at få holdet til at fungere; for at afprøve det der arbejdes med i træningslokalet, for at se om det virker eller skal forbedres. Det er 'forkert' kun at lave ting man kan, i stedet for at øve ting, man ikke kan.

Lær dine medspillere at kende
- når du kender dine medspillere, og ved hvad hver enkelt står for, er du bedre i stand til at spille sammen med hende og udnytte hendes evner til både din, hendes og i sidste ende holdets fordel.
 
Reklamer